Social udvikling

Børnehaven Det gule hus

Læreplan - Social udvikling

Menneskets sociale kompetencer udvikles i fællesskab med andre mennesker og i særdeleshed gennem tætte relationer. Barnet bliver til i samspil med andre, derfor er det vigtigt at kunne indgå i fællesskaber.  Derfor er det nødvendigt, at barnet skal kunne aflæse andre mennesker, men også selv kunne reagere hensigtsmæssigt i forskellige sociale sammenhænge. De væsentligste elementer i sociale kompetencer er empati, tilknytningsevne og at kunne forstå og indgå i de sociale spilleregler. For at børn udvikler deres sociale kompetencer bedst muligt, er det vigtigt, at de er omgivet af voksne, der støtter og guider dem i, hvordan man indgår og navigerer i de sociale spilleregler. Børn bliver socialt kompetente ved aktiv deltagelse i fællesskabet, der også rummer mulighed for anerkendelse.  

 

 

Pædagogiske mål i bekendtgørelsen for læreplanstemaet

”Social udvikling ”

 

1: Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn trives og indgår i sociale fællesskaber, og at alle børn udvikler empati og relationer.

 

2: Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte fællesskaber, hvor forskellighed ses som en ressource, og som bidrager til demokratisk dannelse.

(§5 i bekendtgørelse om pædagogiske mål og indhold i seks læreplanstemaer).

 

 

 

Konkrete pædagogiske læringsmål

 

 

At børnene lærer at forstå egne og andres følelser og derved udvikler          empati. 

At børnene får forståelse for de sociale spilleregler og normer, der er i vores kultur og i børnefællesskabet i børnehaven. 

At børnene lærer, hvordan man bliver en del af fællesskabet.

At børnene støttes i at kunne indgå i tætte relationer, lege og udvikle venskaber.

 

 

Tiltag i det pædagogiske læringsmiljø

 

 

  • Vi vil i det daglige sætte ord på børnenes følelser og hjælpe dem med at identificere de forskellige slags følelser, der opstår. Gennem blandt andet historier, billeder og illustrationer, musik og teater vil vi bevidstgøre børnene om de forskellige følelser, der er i et menneskes liv.   
  • Vi vil italesætte og guide børnene i de sociale spilleregler, der er en del af vores kultur. Vi vil ligeledes som voksne være forbilleder ved at omgås hinanden respektfuldt og anerkendende.
  • Vi vil støtte børnene i at blive en del af fællesskabet ved at lave fælles aktiviteter som ture ud af huset, rytmik, yoga, teaterprojekt osv. Vi vil bruge vores ”venskabsregler og leve regler” til visuelt at tydeliggøre de normer og værdier, vi har i børnehaven, og hvordan vi ønsker at omgås hinanden.
  • Vi vil støtte børnene i at have tætte relationer ved at bakke op om venskaber og opfordre forældre til at lave legeaftaler med hinandens børn.

 

Tegn på læring

 

Vi kan se, at vi er på rette vej, når

 

  • Vi kan se, at børnene bliver bedre til at sætte ord på og identificere egne og andres følelser.
  • Vi oplever, at børnene bliver bedre til at lege, mestre de sociale spilleregler, løse konflikter og hjælpe hinanden i det daglige.
  • Alle børn er en del af børnefællesskabet og på deres præmisser deltager i børnehavens aktiviteter.
  • Alle børn har mindst en god ven i børnehaven.

 

Dokumentation 

 

  • TOPI to gange om året.
  • Observationer af det enkelte barn og børnegruppen som en helhed.
  • Relations ”farvetest”.

 

 

Selvevaluering


  • Vi vil evaluere på det enkelte barn ved den årlige forældresamtale, ved personalemøder og ved stuemøder.
  • Vi vil anvende den viden, vi har fra resultatet af TOPI.
  • Vi vil evaluere på handleplaner.
  • Vi vil bruge refleksionsspørgsmål og dialogkort fra det tematiske værktøj og strukturerede dialog ”Evaluerende pædagogisk praktisk ”, der er en del af den nye styrkede læreplan. Her vil vi via dialog og refleksionsspørgsmål periodevis og løbende evaluere på vores nuværende læringsmiljø for at se på, hvad der fungerer, og hvad der kan udvikles på.    

Vi vil arbejde systematisk i vores evaluering blandt andet med et årshjul, hvor de gentagne evalueringer som TOPI, 5 års status og sprogvurderinger vil fremgå. Vi vil på vores p-møder til tider lave en ”farvetest”, hvor vi vil se på hvert barns relation til de andre børn og til de voksne. 

Børnehaven Håbet, Det Gule Hus • Håbets allé 12 • 2700 Brønshøj • Tlf. 3828 3509

E-mail: EQ9R@kk.dk