Krop, sanser og bevægelse

Børnehaven Det gule hus

Læreplan - Krop, sanser og bevægelse

Krop og bevægelse er for børn en udviklende metode til at erobre verden. Når børn udvikler deres motorik, udvikles også forudsætningerne for at udvikle sig på en lang række andre områder. Det giver tryghed og selvtillid at kende sin egen krops formåen. Børn udvikler ved fysisk aktivitet også deres sanselighed, deres forståelse af det fysiske miljø, der omgiver dem, samt den kultur og den natur, de befinder sig i. Børnene udvikler i deres eksperimenteren med deres motoriske færdigheder og begrænsninger både erfaringer og vaner, der også styrker dem socialt, sprogligt og intellektuelt. Blandt andet erfarer børnene sammenhængen mellem det talte og det nonverbale sprog og hvilke reaktioner, der kommer fysisk til udtryk, men ikke italesættes. Børn lærer egne og andres grænser at kende ved at stifte bekendtskab med egen krops grænser og reaktioner. Ved at børnene opbygger en viden og en erfaring med kroppen, øges børnenes evne til at kunne sætte sig ind i andres samt egen kropsbevidsthed. 

 

 

Pædagogiske mål i bekendtgørelsen for læreplanstemaet

”Krop, sanser og bevægelse ”

 

1: Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn udforsker og eksperimenterer med mange forskellige måder at bruge kroppen på.

 

2: Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn oplever krops- og bevægelsesglæde både i ro og i aktivitet, så børnene bliver fortrolige med deres krop, herunder kropslige fornemmelser, kroppens funktioner, sanser og forskellige former for bevægelse.

 

(§9 i bekendtgørelse om pædagogiske mål og indhold i seks læreplanstemaer).

 

Konkrete pædagogiske læringsmål

 

  • At børnene udvikler sig både grov- og finmotorisk.
  • At børnene lærer deres egen krop og dens reaktioner at kende.
  • At børnene får udviklet deres sanser, eksempel balance og koordinationsevne.
  • At børnene lærer at aflæse hinanden nonverbalt og bruge denne viden i det sociale samspil.

 

Tiltag i det pædagogiske læringsmiljø

 

  • Vi vil i det daglige understøtte børnene i at lave aktiviteter, der styrker deres grov- og finmotorik. Eksempelvis klatre, cykle, løbe, spille bold, bade, klippe, tegne, lege med vand, lege med sand, plante blomster og grave huller i jorden.
  • Vi vil støtte børnene i at lære deres krop at kende ved at italesætte de reaktioner, børnene får fra deres krop, når de eksempelvis er forpustet efter kondiløb eller trætte i armene, efter de har gravet og plantet en blomst.
  • Vi vil i vores voksenstyrede aktiviteter være opmærksomme på børnenes udvikling af deres sanser som eksempelvis koordination og balance.
  • Vi vil give børnene mulighed for at mærke egen krop og finde hvile og ro gennem eksempelvis yoga og afspænding.
  • Vi vil bruge vores ”venskabsregler/leveregler” til at tydeliggøre børnenes nonverbale reaktioner. Hvordan ser man, om et andet barn er ked af det, selvom barnet ingenting siger? Og hvordan ser ens kropssprog ud, når man er gal?

 

 

Tegn på læring  Vi kan se, at vi er på rette vej, når

 

 

  • Børnene udvikler sig alderssvarende.
  • Børnene begynder at kende deres egen krop og dens forskellige reaktioner og begrænsninger.
  • Børnene bliver bedre til at aflæse og afkode hinanden nonverbalt og socialt.

 

 

Dokumentation 

 

  • TOPI to gange årligt.
  • Observationer af det enkelte barn og børnegruppen.
  • Tværfagligt samarbejde med eksempelvis BOB (børn og bevægelse), ergoterapeuter og fysioterapeuter.

 

 

Selvevaluering

 

  • Vi vil evaluere på det enkelte barn ved den årlige forældresamtale, ved personalemøder og ved stuemøder.
  • Vi vil anvende den viden, vi har fra resultatet af TOPI.
  • Vi vil evaluere på handleplaner.
  • Vi vil bruge refleksionsspørgsmål og dialogkort fra det tematiske værktøj og strukturerede dialog ”Evaluerende pædagogisk praktisk ”, der er en del af den nye styrkede læreplan. Her vil vi via dialog og refleksionsspørgsmål periodevis og løbende evaluere på vores nuværende læringsmiljø for at se på, hvad der fungerer, og hvad der skal udvikles på.    

Børnehaven Håbet, Det Gule Hus • Håbets allé 12 • 2700 Brønshøj • Tlf. 3828 3509

E-mail: EQ9R@kk.dk